Kina

Kina står for en stadig større del af verdens tøjproduktion. Landet har siden åbningen af markedet udadtil i starten af 80’erne haft konstant vækst, og landets arbejdsstyrkereserve er enorm. Men Kina er på mange måder stadigvæk et totalitært kommunistisk land, og forsøger arbejdere at organisere sig og kræve mere i løn eller bedre arbejdsforhold, bliver forsøget slået ned efter forgodtbefindende.

Kina er kendt for hurtig og billig produktion, og er det mest konkurrencedygtige land i verden på tøjområdet. På det globale tøjmarked er det Kina der sætter standarden hvad angår prisen på arbejdskraft, effektivitet og infrastruktur. Det teknologiske vidensmæssige niveau stiger hele tiden, og stort set alle tøjproducenter i verden bør betragte Kina som en konkurrent.

Kinas skifte fra planøkonomi til markedsøkonomi har selvsagt ikke været uproblematisk. Statsejede virksomheder er blevet lukket i stor stil med den konsekvens at mange mennesker er blevet fyret. Det statslige sociale sikkerhedsnet er formelt set blevet erstattet af et privat som er vedtaget ved lov. Det betyder bla. at arbejdsgiverne skal betale for sygeforsikring, betale barselsorlov og give erstatning i tilfælde af arbejdsulykker. Men myndighederne har meget svært ved at håndhæve disse regler. Det anslås at kun hver tiende arbejdsplads lever op til loven.

Kina har en enkelt anerkendt fagforening (All China Federation of Trade Unions) og den er underlagt staten. Dens officielle mandat er både at sikre arbejdernes rettigheder, men også sikre at Kinas økonomiske vækst fortsætter. Det giver helt naturligt en stor interessekonflikt. Det er dog ikke ensbetydende med at fagforeningen er af udelukkende symbolsk betydning.

Skiftet fra planøkonomi til markedsøkonomi har også betydet at forskellen mellem rig og fattig er blevet meget større. Det har ført til stor migration fra fattige og underudviklede rurale regioner til industrialiserede regioner, hvilket har ført til at styret har indført begrænsninger på indvandring. Migranterne er ekstra udsatte, da alternativet til at arbejde i industrien er fattigdom i landområderne. Samtidig har de ikke samme rettigheder til offentlige ydelser som folk i byerne – De må ikke eje ejendom eller medbringe deres familie. De har heller ikke adgang til statslig sygeforsikring. For at få lov til at arbejde i byen skal man have et arbejdsvisum. Dette kan være både dyrt og svært tilgængeligt. Migrantarbejderne udgører underklassen i mange kinesiske storbyer. Det anslås at mellem 2003 og 2020 vil 15 mio. mennesker træde ind på arbejdsmarkedet hvert år, mens der kun vil blive skabt 8. mio arbejdspladser.

Ifølge Kinas Nationale Tekstil Industri arbejder 15 mio. mennesker inden for tøj og tekstilindustrien. Langt størstedelen er unge kvinder der er migreret fra andre dele af landet. Ifølge Oxfam er fire ud af fem arbejdere kvinder under 25. Industrien tilskynder selv aktivt unge arbejderer, der er bla. dokumenteret diskrimination imod kvinder over 35. De fleste arbejdere er ansat på korttidskontrakter på et til tre år, og udskiftningen i arbejdsstyrken er derfor stor.

Mindstelønnen i Kina afhænger af region, men i gennemsnit er den regnet ud til 83% af levelønnen. Leveløn er en anslået værdi af det minimumsbeløb det kræver at leve en anstændig tilværelse. Lønnen i tekstilindustrien er som regel lavere end i andre industrier, hvilket også gør den mindst tiltrækkende. Mangel på arbejdskraft er sågar dokumenteret flere steder i Guangdong provinsen - en provins i Kina som producerer meget tøj - som følge heraf. Til det skal også lægges at overarbejde, mangel på forsikring og dårlig sikkerhed er almindeligt. I visse tilfælde betaler arbejdsgiveren for arbejdsvisum. Det betyder at arbejderen er i gæld til arbejdsgiveren når de starter med et arbejde, hvilket betyder en endnu skævere magtfordeling.

Der findes ikke fyldestgørende statistikker omkring børnearbejde i Kina. Men der er ingen tvivl om at det findes. Samtidig er det dokumenteret at arbejds og i visse tilfælde boligforholdene for børnearbejdere er værre end for voksne. Samtidig har de ikke de samme ressoucer som de voksne til at sige fra. En rapport konkluderer at det autoritærer og rigide kinesiske skolesystem er medvirkende til at presse børn fra især landbrugsregioner ud af skolen tidligt, hvilket de facto gør dem til børnearbejdere.

I 2008 eksporterede Kina ialt tøj for ca. 657.110.000.000 $. Til Danmark eksporterede Kina i 2008 tøj og tekstiler for ca. 2.062.000.000$. Det svarer til ca. 22% af Kinas samlede eksport til Danmark. En tredjedel af alt det tøj der kommer til Danmark stammer fra Kina.

Kinas hjemmemarked er også i kraftig vækst, hvilket også danske virksomheder lukrerer på. Bestseller har 8500 ansatte i Kina og yderligere 5000 ansatte via franchise alene i sine 1500 butikker i Kina. Bestseller oplyser at de får produceret på 660 fabrikker i Kina. Men dette tal dækker sandsynligvis kun over den produktion der kommer til eller passerer igennem Danmark.

Fakta om Kina:

  • Befolkning: 1,3 mia.
  • Årlig tøjeksport til dk: 2.062.000.000$
  • Andel af tøjeksport i forhold til den samlede eksport til dk: 22%
  • Ansatte i tøjindustrien: 15 mio.
  • Mindsteløn: Regionsbestemt, gnsn. 83% af leveløn (afhængig af region)

 

Kilder: labour behind the label – China briefing, comtrade.un.org, http://www.chinalaborwatch.org/, (http://www.sbr.net.cn/sbrarchives/02-2008.pdf, Small hands – a survey report on childlabour in china, China labour bulletin (2007)

gender_policy_logo

Clean Clothes Campaign arbejder for at synliggøre og bekæmpe den kønsbestemte ulighed og kønsdiskrimination, som tøjindustriens arbejdere udsættes for.
  Klik her og læs mere


medlem_260pix

 

Gør noget! Støt kampen for bedre forhold for tekstilarbejderene. Bliv medlem af Clean Clothes Campaign Danmark
  Klik her og læs mere